Ayoe Angelica
Den dansk-etiopiske sangerinde Ayoe Angelica udgiver 16. september albummet Syn på pladeselskabet Exlibris Musik. Et album, hvor Ayoe Angelica lægger musik og sang til sin mormor forfatteren Cecil Bødkers digte, og hvor tanker og toner om arv og generationer foldes ud.
Syn er en dyb og bevægende lytteoplevelse, der berører emner, der transcenderer tid og forener på tværs af generationer, og som er rammesat af Ayoe Angelicas inderlige, råskurede og karakteristiske stemme. Og så er det starten på en helt ny retning for Ayoe Angelica. Efter to succesfulde udgivelser i 2008 (I'm Amazed) og i 2010 (Dandelion), som begge var en simrende smeltedigel af pop, jazz og soul, stødte Ayoe Angelica på en kunstnerisk blokade, som skulle vise sig at vare helt indtil den dag, hun gik på opdagelse i sin mormors forfatterskab.
En mormor der formede Danmarks barndom
Mange i Danmark kender Cecil Bødker for hendes børnebøger, såsom Silas og den sorte hoppe og Hungerbarnet. Bøger der stadig den dag i dag er at finde på børne- og ungdomsværelser landet rundt. Fra sengekanten har forældre læst bøgerne højt for deres børn, og unge skoleelever har taget de første spæde skridt ind i litteraturens verden sammen med Cecil Bødkers stærke børnekarakterer. “Hun fødte et nyt børnesyn - barnet som kan og vil selv” lyder det i en nekrolog i Dagbladet Information efter Cecil Bødkers død i 2020. Hendes indflydelse på børnelitteraturen og derigennem, hvordan vi ser børn, er ikke til at tage fejl af: Cecil Bødker er en af de største danske børnebogsforfattere. Men det var ikke kun i den litterære verden, hun satte dybe aftryk.
Ayoe Angelicas forhold til sin mormor var ganske særligt - og deres fælles familiehistorie ligeså. En inderlighed og tæthed, der tydeligt fornemmes i de 10 sange på Syn. I midten af 1960’erne blev Cecil Bødker inviteret til Etiopien af en dansk mand ved navn Gunnar Poulsen. Gunnar Poulsen arbejdede i Etiopien med at plante regnskove og havde gennem sin tid i landet erfaret, at der ikke rigtig fandtes børnebøger, som omhandlede afrikanske børn. Derfor inviterede han Cecil Bødker til landet og indlogerede hende hos en enlig mor, der havde 10 børn. Her tilbragte hun 3 måneder, mens hun samlede inspiration til bogen Leoparden - en bog, der efterfølgende er blevet kaldt den etiopiske pendant til Silas og den sorte hoppe. Efter Cecil Bødker igen var vendt tilbage til Danmark, blev hun ringet op af Gunnar Poulsen, som fortalte, at kvinden, hun havde boet hos, desværre var død, og hendes børn manglede en familie, der kunne tage vare på dem. Det resulterede i, at Cecil Bødker, der boede i Fredericia, adopterede to af pigerne. En af de adopterede piger er Ayoe Angelicas mor, og det er med den familiehistorie, Ayoe Angelica er vokset op.
Nok deler Ayoe Angelica og Cecil Bødker ikke hudfarve eller dna, men de er familie, og gennem Ayoe Angelicas musikalske fortolkning lever Cecil Bødker videre i en ny form.
Et nyt blik
Cecil Bødkers digte er en ofte ulæst og overset dimension af hendes forfatterskab. De er en form for Cecil Bødker for voksne, om du vil. De digte, Ayoe Angelica har valgt at lægge musik og sang til, spænder emnemæssigt bredt, men der er en tidløshed i dem alle, som fremhæves endnu mere i Ayoe Angelicas fortolkning. Musikalsk låner fortolkningen fra både pop, jazz og soul, og sangene inkorporerer både spoken words, viser og interludes.
I digtet Brød berører Cecil Bødker f.eks emnet overforbrug, og en form for tidlig klimaaktivisme viser sig, år før det blev en del af den kollektive bevidsthed. I digtet Afrika gennemstrømmer der en subtil kritik af Vestens behandling af de afrikanske lande og deres behov for at belære dem på tidspunkter, hvor de mere skulle lytte. Og i digtene Forfald og Væk behandler hun forgængelighed, død, og det man giver videre, når man ikke længere er på jorden.
Det var et par år før, Cecil Bødker døde, at Ayoe Angelica besluttede sig for - og fik lov af mormoren til - at arbejde med digtene, og mormorens død gjorde det kun endnu vigtigere og mere dybfølt at færdiggøre den musikalske fortolkning af digtene . For Ayoe Angelica blev det en rejse ind i sin mormors liv, hvor hun fik mulighed for at stå i øjenhøjde med hende. Gennem digtene stiftede hun bekendtskab med en helt ny side af sin mormor. Hun lærte en yngre version af hende at kende, en mere en poetisk og mere samfundskritisk version. Hun indså, hvor fremadskuende og ‘før-sin-tid’ Cecil Bødkers syn på verden i virkeligheden var. På den måde er Syn både et slag for en ofte overset del af Cecil Bødkers forfatterskab og en henførelse af hendes syn på verden. Men det er mindst lige så meget en historie om en kvinde, der siger farvel til sin mormor, og hvordan mennesker bæres videre af deres efterkommere.
Syn udgives af Gyldendals pladeselskab Exlibris Musik og inkluderer 10 sange, hvoraf 9 af dem bygger på digte af Cecil Bødker, og det sidste nummer Farvel på vers er skrevet af Ayoe Angelica til sin mormor. I en årrække har Ayoe Angelica arbejdet som feature- og backing-sangerinde for flere af Danmarks stjerner bl.a. Alphabeat, Rasmus Seebach, Per Vers og Joey Moe. Syn er skabt i samarbejde med komponist Nicolai Kornerup, filmkomponist Christian Vinten og cellist Live Johanson.Contact
Anna Kjærulf
+45 20713404
anna@woodenbox.dk
Listen Up
Syn (album)
Ayoe Angelica interprets Cecil Bødker